FORSIDEN FORSKNINGSPROJEKT ONLINE REGISTRERING NYHEDER EPILEPSI FINANSIERING HJÆLP/KONTAKT

 

Den Danske Epilepsiundersøgelse hos Petit Basset Griffon Vendeen

 

Baggrund for epilepsiundersøgelsen

Epilepsiforskningsgruppen under Neurologisk Specialenhed ved Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, Det Biovidenskabelige Fakultet (LIFE), Københavns Universitet (det tidligere Landbohøjskolen), har i 2009 oprettet et forskningsprojekt, som har til formål at undersøge sygdommen epilepsi indenfor racen Petit Basset Griffon Vendeen (Petit)

Baggrunden for oprettelsen af projektet er, at der igennem de senere år - både fra danske og udenlandske opdrættere af racen - er rapporteret om at epilepsi jævnligt konstateres hos enkelte hunde. Denne tendens ser ud til at være stigende, og derfor er det nu aktuelt at undersøge sygdommen og dens optræden hos racen.

 

Epilepsiundersøgelsen foregår i 2 faser

Fase 1: Omfatter en registrering af, hvor mange af de danske hunde, som lider af epilepsi. I efteråret 2009 udsendes via Dansk Kennelklub (DKK) et spørgeskema vedrørende epilepsi til alle ejere af Petit Basset Griffon Vendeen registreret i DKK. Det er håbet, at så mange ejere som mulig (og helst alle) vil returnere spørgeskemaet. Det er også muligt at besvare spørgeskemaet via denne hjemmeside. Det er vigtigt, at du besvarer spørgeskemaet uanset om din hund er rask eller udviser  symptomer, som kan være forenelige med epilepsi. Vi er også meget interesserede i oplysninger om din hund, selvom den måske ikke længere er i live.

Fase 2: Her vil hunde som lider af epilepsi blive tilbudt en undersøgelse på Hospital for Mindre Husdyr, hvor vi også vil kunne støtte op omkring vejledning, diagnostik og behandling af sygdommen.  Dette vil blive betalt af forskningsprojektet og er således uden omkostninger for ejeren.

 

Vores målsætning

Undersøgelsens overordnede målsætning er at medvirke til at skaffe et overblik over forekomsten af epilepsi i racen og såfremt denne forekomst er høj, at yde hjælp til at iværksætte foranstaltninger som kan bevare en sund race i forhold til forekomsten af epilepsi hos hundene i fremtiden.

Epilepsiundersøgelsen er helt afhængig af, at danske Petit ejere støtter projektet ved at udfylde spørgeskemaet.

 

Fortrolige oplysninger

Alle oplysninger vil naturligvis blive behandlet fortroligt, og hundenes identitet vil kun være kendt af forskningsgruppen. I det omfang resultaterne af undersøgelsen offentliggøres vil de enkelte hundes identitet ikke fremgå, idet alle hunde vil være anonymiseret.

 

Selve spørgeskemaet

Her på hjemmesiden er det muligt at udfylde et spørgeskema vedrørende epilepsi hos Petit Basset Griffon Vendeen. Skemaet indeholder en række spørgsmål omkring de symptomer eller tegn på sygdom, som er typiske for epilepsi, og som din hund måske har udvist.

Vi vil være meget taknemmelige hvis alle, som har eller har haft en Petit med et eller flere af de symptomer, som er angivet i skemaet, vil udfylde og indsende det, idet resultaterne af epilepsiundersøgelsen kun vil blive sikre hvis mange (og helst alle) ejere deltager. Lige så vigtigt er det, at alle med raske Petitter udfylder skemaet, for kun på denne måde kan vi få et overblik over omfanget af epilepsi hos racen!

 

Blodprøver

Forskningsgruppen indsamler i øjeblikket blodprøver fra  Petitter - både hunde som har epilepsi og hunde som er raske. Prøverne skal indgå i genetiske analyser og derfor er det meget vigtigt at hver glas er mærket med hundens stambogsnummer samt hvorvidt hunden har epilepsi eller ej. Prøven udtages i et EDTA-glas og kan indsendes til forskningsgruppen:

Prof. Merete Fredholm
Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab
Grønnegårdsvej 3  
1870 Frederiksberg C
 

Hver enkelt prøve er meget vigtig for projektet og den hastighed, hvormed der opnås resultater - kontakt os gerne på chhg@life.ku.dk for yderligere information, hvis du overvejer at donere en blodprøve fra din hund.

Forskningsgruppe

Undersøgelserne forestås af en projektgruppe bestående af dyrlæge ph.d. studerende Christina Hedal Gulløv og dyrlæge, Lektor Mette Berendt, Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme samt dyrlæge, Professor Merete Fredholm, Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab.

Projektets daglige leder er dyrlæge, Christina Hedal Gulløv, som kan kontaktes på chhg@life.ku.dk

Forskningsprojektet forventes foreløbigt at være aktivt indtil 2011.

 

På forskningsgruppen vegne

Christina Hedal Gulløv