Hvad er epilepsi

Epilepsi er en sygdom, hvor nerveceller i hjernen pludseligt udsender en øget mængde elektrisk aktivitet. Den unormale aktivitet kan være i hele hjernen samtidig (dyret får krampeanfald) eller være begrænset til mere lokale områder i hjernen nemlig anfald med ændret adfærd som f.eks. øget uro hvor dyret søger ejere, trækninger lokalt i kroppen (i f.eks. et ben), hovedrysten og/eller voldsom kortvarig savlen. Det almindeligste symptom på epilepsi er krampeanfald forudgået af lokale symptomer som nævnt ovenfor. Ved anfald kan der være bevidstløshed, fråde om munden og afgang af urin/afføring. Efter anfaldet ses en periode med forvirring, træthed eller i megt sjældne tilfælde agression. Epileptiske anfald er typisk kortvarige (få minutter) og symptomerne er ens fra anfald til anfald.

Epilepsi opstår p.gr.a. ubalancer mellem  signalstoffer i hjernen som hæmmer/stimulerer nervecellernes elektriske aktivitet, eller som følge af f.eks. misdannelser, slag mod hovedet eller hjernesvulst. Epileptiske anfald kan være meget ubehagelige at overvære men er sjældent farlige. Hold ikke dyret fast under anfald og kom ikke noget i munden for at hindre tungebid. Der er risiko for at blive bidt/kradset (dyret er ikke bevidst om hvad det gør) og genstande som anbringes i munden, kan ende i luftrøret så dyret blive kvalt.
Kun hvis det ene epileptiske anfald afløser det andet, uden at dyret kommer til bevidsthed mellem anfaldende, er sygdommen livstruende og kræver akut dyrlægehjælp.

Kan epilepsi være arvelig?

Der er påvist arvelig epilepsi hos forskellige hunderacer i både Europa og USA, men mange epilepsier er ikke arvelige. Det er endnu ikke muligt ved en enkelt test at skeldne mellem de dyr som har  arvelig epilepsi og de som ikke har. Derfor frarådes det (for at nedsætte risikoen for at sprede sygdommen) at avle på dyr som har epileptiske anfald.

Undersøgelse for epilepsi
Dyret gennemgår en undersøgelse, hvor sygdomme uden for hjernen (f.eks. stofskifte-, hjerte- eller leversygdomme), som forårsager epilepsilignende anfald udelukkes. Dyrlægen forhører sig om anfaldenes natur, undersøger hjerte, lunger og nervesystem, tager blodprøver og evt. røntgenbilleder. Ved mistanke om anden sygdom i hjernen foretages CT- eller MR-scanning og rygmarvsvæske under bedøvelse. Dyret skal møde fastet til denne type undersøgelser som forgår i fuld bedøvelse.

Behandling af epilepsi
Epilepsipatienter behandles sædvanligvis med fenemal som er effektivt og godt tålt af de fleste. Vær opmærksom på, at der i de tre første uger af behandlingen kan være forbigående bivirkninger. Dyrets adfærd kan være  ændret (sløvhed, let slingerhed, øget madlyst). Bivirkningerne forsvinder efter 2-3 uger når kroppen har vænnet sig til medicinen.

Koncentrationen af epilepsimedicin måles i blodet 2-3 uger efter start på medicin. Kontrolundersøgelse med blodprøver foretages én gang årligt for at følge patientens almentilstand.

Ved alvorlig epilepsi kan det undertiden være nødvendigt at behandle med fenemal samt tillægsmedicin (ofte kaliumbromid).

Med korrekt medicin/medicindosis er det muligt at opnå anfaldsfrihed eller tilfredsstillende anfaldsreduktion. Mange epilepsipatienter har normal livskvalitet og livslængde. Enkelte dyr vokser sig fra sygdommen således medicinen kan trappes ned og evt. helt stoppes.

Det er farligt at stoppe eller ændre dosis af epilepsimedicin pludseligt. Dyret vil have risiko for at få voldsomme ukontrollerbare anfald.

Epilepsikalender

Det er vigtigt at føre en kalender over hvornår der har været anfald (dato og tidspunkt) med  en kort beskrivelse af anfaldssymptomer og længde af anfaldet. Hvis der kommer flere anfald efter hinanden er det vigtigt at notere tidspunkterne for de enkelte anfald.